Spring til indhold

Praktikant på Økonomiske spørgsmål og handel


Danmark ønsker at øge den internationale frihandel til gavn for vækst og beskæftigelse. Samtidig erkender vi, at de fattigste og mindst udviklede lande har brug for særlig støtte og for overgangsordninger for at kunne integreres i det internationale handelssystem. Internationale handelsforhandlinger foregår inden for rammerne af World Trade Organization (WTO), hvor EU-landene har givet Europa-Kommissionen kompetence til at forhandle på deres vegne. Fra dansk side arbejder vi derfor tæt sammen med Kommissionen og de øvrige medlemslande både i de multilaterale forhandlinger (senest Doha-udviklingsrunden) og i bl.a. plurilaterale handelsforhandlinger, herunder forhandlingerne vedrørende ”grøn” handelsliberalisering (”Environmental Goods Agreement” forkortet EGA) samt forhandlingerne vedrørende liberalisering af tjenesteydelser (”Trade in Services Agreement” forkortet TiSA). Genève er også en vigtig ”lyttepost” i forhold til nye tendenser og udviklinger på handelsområdet, der på sigt kan få betydning for Danmark.

Missionen deltager aktivt i de regelforvaltende WTO-komitéer, hvor Danmark har interesser at varetage, og føder relevant information om handelsforhandlingerne i Genève ind i den hjemlige beslutningsproces med henblik på at sikre optimal dansk interessevaretagelse på dette område. Vi bistår også Grønland og Færøerne med at varetage deres interesser i WTO, ligesom vi har et indgående samarbejde med forskellige danske myndigheder for at varetage konkrete danske virksomhedsinteresser i WTO-sammenhæng, bl.a. på fødevare- og erhvervsområdet. Vi følger også arbejdet i WTO’s tvistbilæggelsessystem med sager, der er af særlig interesse for Danmark.

Danmark er stærkt engageret på området handel og udvikling. Missionen administrerer Finanslovens ramme til multilateral handelsrelateret udviklingsbistand (”Aid for Trade”).
Vigtigste multilaterale fora og samarbejdspartnere i Genève:


• World Trade Organization (WTO)
• World Economic Forum (WEF)
• Enhanced Integrated Framework (EIF) og International Centre for Trade and Sustainable Development (ICTSD).

Du kan læse mere om missionens arbejde med økonomiske spørgsmål og handel på den engelske side her. (indsæt link)