Spring til indhold

Praktikant på menneskerettigheder

Styrkelse af respekten for menneskerettighederne globalt er et centralt element i Regeringens udenrigs- og udviklingspolitik. Siden det blev oprettet i 2006 har FNs Menneskerettighedsråd (HRC) stået i centrum for det normative menneskerettighedsarbejde, understøttet af Højkommissariatet for menneskerettigheder (OHCHR), der er en del af FN-sekretariatet. Under Menneskerettighedsrådets tre årlige samlinger (marts, juni og september) engagerer Danmark sig aktivt i en række initiativer af særlig dansk interesse, og tilsvarende modarbejder vi initiativer, der risikerer at udvande menneskerettighederne, svække allerede opnåede rettigheder og eller overbebyrde Rådet og OHCHR med indholdsløse mandater. Proaktivt har Danmark særligt fokus på at fremme kvinders rettigheder, herunder især seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, på arbejdet for oprindelige folks rettigheder og på at styrke indsatsen mod brugen af tortur.

På sidstnævnte område har Danmark en international lederrolle. Det er således Danmark, der i Menneskerettighedsrådet fremlægger tematiske resolutioner om tortur, der specificerer staters normative forpligtelser på specifikke områder, samt de resolutioner, der fornyer mandatet for FN’s Specialrapportør mod Tortur. Herudover lancerede Danmark sammen med Chile, Ghana, Indonesien og Marokko i 2014 et 10-årigt initiativ til universel ratifikation og implementering af FN’s Torturkonvention Convention against Torture Initiative.

Danmark deltager også aktivt i Rådets tre årlige UPR-sessioner (Universal Periodic Review), hvor vi arbejder for at styrke UPR-redskabet som en konstruktiv mekanisme, der kan skabe en fælles platform for dialog mellem regeringen og civilsamfundet med henblik på at fremme menneskerettighederne i de enkelte lande. Vi søger gennem vores deltagelse i andre landes UPR også at styrke sammenhængen mellem arbejdet i Rådet og vores bilaterale udenrigs- og udviklingspolitiske indsats.

Danmark støtter finansielt OHCHR med henblik på at styrke FNs arbejde med normative, monitorerende og kapacitetsopbyggende indsatser verden overi, herunder fremme af en rettighedsbaseret tilgang i udviklingsindsatser (HRBA). Vi har et tæt samarbejde med andre ledende donorer om fortsat at styrke og effektivisere OHCHR.

Vigtigste multilaterale fora og samarbejdspartnere i Genève:
• FNs Menneskerettighedsråd (Human Rights Council)
• Højkommissariatet for Menneskerettigheder (OHCHR)
• FNs særlige procedurer, f.eks. specialrapportører og arbejdsgrupper for særskilte om-råder og landesituationer.
• FNs Menneskerettighedskomiteer relateret til menneskerettighedskonventionerne

Du kan læse mere om missionens arbejde med menneskerettigheder på den engelske side her.