Gå til indhold

Praktikantens arbejdsopgaver

Som praktikant på sundhedsområdet vil du skulle assistere din vejleder i sagsbehandlingen og det daglige arbejde på FN-Missionen. Dette indebærer først og fremmest omfattende forberedelse af og deltagelse i møder i WHO, herunder EU koordination, i UNAIDS samt i GFATM. I samarbejdet lægger Danmark afgørende vægt på, at alle indsatser fører til en styrkelse af nationale integrerede sundhedssystemer, øger ligestilling og er baseret på den rettighedsbaseret tilgang. Seksuelle og reproduktive rettigheder, især kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, adgang til abort, seksualundervisning af unge, kønsidentitet og seksuel orientering, er alle højt profilerede værdipolitiske emner internationalt, hvor Danmark spiller en aktiv rolle for at fastholde og forsvare internationale mål, handlingsplaner og konventioner. Herudover lægges der vægt på at følge organisationernes reformarbejde, samarbejde med andre aktører, korruptionsbekæmpelse og indsatser i forbindelse med kriser og nødsituationer.

Arbejdet giver indgående kendskab til de centrale globale sundheds- og udviklings-spørgsmål, indblik i samarbejdet med og støtten til multilaterale organisationer, mellemstatslige forhandlingsprocesser, FN’s nye verdensmål samt reform og finansiering af multilaterale organisationer.

Du vil indgå i sundhedsteamet på i alt tre personer, hvor arbejdsfordeling og mødedeltagelse aftales løbende. I starten af forløbet vil du skulle dække møder sammen med din vejleder. Du vil dog ganske hurtigt skulle kunne stå på egne ben med et forholdsvist stort ansvar for referatskrivning til relevante dele af Udenrigsministeriet i København og andre ministerier/styrelser, gennemgang af rapporter og bidrag til analyser mv., som vil blive godkendt af din vejleder før hjemsendelse.

Til arbejdet hører også opgaver af mere logistisk og planlægningsmæssig karakter, bl.a. arrangering af møder og forberedelse af besøg, samt ajourføring af kalenderen for sundhedsteamet.