Spring til indhold

Sundhed

Et liv uden sygdom, hvor alle har adgang til ordentlig information, kvalificeret lægehjælp og den rigtige medicin er afgørende for sociale og økonomiske fremskridt. Overordnet er målet at fremme retten til sundhed for alle, hvilket er et centralt element i dansk udviklingspolitik. Geneve er centrum for det globale samarbejde på sundhedsområdet og dermed hjemsted for Danmarks centrale samarbejdspartnere på dette område. 

Et vigtigt formål med samarbejdet er at sikre en fortsat videreudvikling og effektivisering af den multilaterale sundhedsindsats, og derigennem bidrage til at de tre 2015-mål på sundhedsområdet fremmes og nås både globalt og på landeniveau. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) står for det normsættende arbejde på sundhedsområdet, som er grundlaget for at sundhedsvæsenet i landene kan fungere sikkert og effektivt. FN’s AIDS-bekæmpelsesprogram (UNAIDS) spiller en vigtig koordinerende indsats på HIV/AIDS-området i FN-systemet og har desuden en central og drivende rolle med henblik på at fremme en rettighedsbaseret tilgang på sundhedsområdet. Den Globale Fond til bekæmpelse af HIV/AIDS, Tuberkulose og Malaria (GFATM) er den helt centrale finansieringsmekanisme for forebyggelses- og behandlingsindsatsen på landeniveau ift. HIV/AIDS, tuberkulose og malaria.

Danmarks samlede frivillige bidrag til de tre organisationer er i 2013 på 225 mio. kr. Danmark lægger afgørende vægt på, at alle indsatser fører til en styrkelse af nationale integrerede sundhedssystemer, øger ligestilling og er baseret på den rettighedsbaseret tilgang. Seksuelle og reproduktive rettigheder, især kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, adgang til abort, seksualundervisning af unge, kønsidentitet og seksuel orientering, er alle højt profilerede værdipolitiske emner internationalt, hvor Danmark spiller en aktiv rolle for at fastholde og forsvare internationale mål, handlingsplaner og konventioner.

Vigtigste multilaterale fora og samarbejdspartnere i Genève:

- Verdenssundhedsorganisationen (WHO)
- Den Globale Fond til Bekæmpelse af HIV/AIDS, Tuberkulose og Malaria (GFATM)
- UNAIDS

(Revideret 19. juni 2014)

Mere om WHO, GFATM og UNAIDS på engelsk