Gå til indhold

Livet som Praktikant

"Livet som praktikant" i ledelsesteamet

Livet som ledelses- og kommunikationspraktikant

Min praktikperiode var særligt præget af, at Danmark var trådt ind i et diplomatisk superår. Arbejdet foregik i et ekstraordinært højt aktivitetsniveau, særligt på grund af EU-formandskabet. Det satte et helt særligt tempo og alvor over hverdagen. Med rekordmange praktikanter (hele ni af slagsen) på Missionen var der et konstant flow af møder, forhandlinger og besøg. Der var derfor sjældent to dage, der lignede hinanden.

En stor del af mit arbejde bestod i at understøtte Missionens ledelse gennem mødedækning, notetagning, research og forberedelse af besøg. Jeg deltog løbende i møder med både ambassadøren og souschefen, og var fast med til EU’s ugentlige ambassadørmøde, hvor aktuelle politiske spørgsmål og koordinering mellem medlemslandene blev drøftet. Derudover var jeg med til bestyrelsesmøder i blandt andet UNITAR og deltog i events og diplomatiske arrangementer på tværs af FN-systemet.

En anden central del af mit praktikophold var kommunikationsarbejdet. Opgaverne spændte fra idéudvikling og tekstproduktion til visuel formidling og dækning af events. Det betød, at jeg ikke blot formidlede “hvad der skete”, men også skulle oversætte komplekse politiske processer til noget, der gav mening for en bredere, men fagligt interesseret offentlighed. Netop i FN-konteksten blev det tydeligt, hvor meget ord betyder. Små formuleringer kan have stor politisk vægt, og derfor var kommunikationsarbejdet altid tæt forbundet med diplomatiske hensyn og prioriteringer. Det gav mig en forståelse for, hvordan strategisk kommunikation fungerer i praksis, når budskaber både skal være præcise og tilgængelige. Kombinationen af politisk substans og kreativ formidling gjorde kommunikationsdelen til en af de mest lærerige og udfordrende dele af mit praktikophold.

Min praktikperiode faldt også sammen med nogle markante internationale brydninger. Den udenrigspolitiske situation satte tydelige spor i både FN-systemet og i de politiske drøftelser i Genève. Samtidig blev troen på multilateralismen et gennemgående tema i mange møder. Midt i det hele stod FN over for UN80, den store reformproces, der skal gentænke og modernisere organisationen, hvilket fyldte meget i den interne koordinering mellem lande og organisationer.

Alt i alt har mit praktikophold givet mig en helt særlig forståelse for, hvordan international politik udspiller sig i hverdagen, ikke som abstrakte beslutninger, men som noget, der bliver til i mødelokaler, i formuleringer, i kompromiser og i relationer mellem mennesker.

// Frederikke, efterår 2025